Posts Tagged ‘kage’

De bedste brownies..

Posted: 12. april 2013 in Mad
Tags: ,

Jeg elsker en god brownie. Jeg elsker kage generelt, men brownies er min ultimative favoritkage.
Derfor bliver jeg også så skuffet, når jeg får en der ikke er god.
Jeg har eksperimenteret og mener at jeg har fundet den bedste brownie. I hvert fald efter mine kriterier:
– Den skal have en let sej overflade
– Den skal IKKE være færdigbagt i midten
– Den skal indeholde en stærk chokoladesmag

2013-04-11 20.30.53

Den bedste brownie (til en form på ca. 20 x 30 cm)
– 200 gram smør
– 200 gram mørk chokolade (jeg brugte Marabou Premium)
– 110 gram mel
– 2 spsk god kakao
– 3 æg
– 175 gram sukker
– 75 gram muscovadosukker
– 2 tsk vaniliesukker
– ½ tsk salt
– 100 gram valnødder
– 100 gram mælkechokolade

Skær smør i tern og hæld det i en skål der kan tåle varme. Bræk chokoladen i stykker og hæld det i skålen med smør. Vej mel, kakao, vaniliesukker og salt af i en dyb tallerken eller lignende.
Vej ligeledes sukker og muscovadosukker af i en stor røreskål og tag æg ud af køleskabet.
Hak mælkechokolade og valnødder.
Når alt dette er gjort, smelter du chokolade og smør. Jeg bruger microovn, men gør det af 20 sekunders intervaler, så det ikke bliver for varmt. Sæt det til side.
Pisk sukker med æg, tilsæt et af gangen. Når det er luftigt, piskes melblandingen i, lidt af gangen.
Tilsæt skiftevis melblandingen og chokoladeblandingen.
Rør valnødder og mælkechokolade i dejen med en dejskraber og fordel det i en smurt form eller en form med bagepapir.
Bag i 25-30 minutter ved 180 grader.
Kagen kan ikke tjekkes med nål ligesom en chokoladekage, da den ikke må være helt gennembagt.

2013-04-11 20.29.54

Best brownie ever…

2013-04-11 20.29.23

Jeg håber kærestens kolleger kunne lide den.

Reklamer

Den bedste brunsviger..

Posted: 25. marts 2013 in Mad
Tags: , ,

For et par år siden læste kæresten i Odense og i skolens kantine var der brunsviger. Det fik han ret tit, men siden da er det ikke noget han får så ofte. Jeg kan godt lide brunsviger, men har desværre fået nogle der ikke er så gode, så da kæresten spurgte om jeg ikke ville bage brunsviger, sagde jeg selvfølgelig ja.
Det er nemlig noget helt andet når man bager det selv, som så meget andet i denne verden. Det kan være en fordel at bruge en røremaskine, men du kan sagtens lave den uden.

Brunsviger

Brunsviger (en bradepande)

Dej:
– 25 gram gær
– 0,5 dl lunken vand
– 1 dl fløde
– 2 dl mælk
– 125 gram smør
– 1 tsk salt
– 50 gram sukker
– 2 æg
– 1 spsk vaniliesukker
– 1 tsk stødt kardemomme
– 550-600 gram mel

Fyld:
– 400 gram smør
– 400 gram mørk muscovadosukker

Smulder gæren i en skål og tilsæt det lunkne vand. Rør gæren godt ud. Lun mælk, fløde og smør i en gryde eller microovn, så smørret smelter. Mærk at det er lunkent og hæld det i skålen. Tilsæt salt, sukker, æg, vaniliesukker og kardemomme. Rør det godt sammen og tilsæt mel lidt efter lidt. Rør dejen godt sammen og hold igen med melet. Put lidt vand på din hånd og ælt dejen nede i skålen. Dejen skal være lidt lind og hvis der kommer for mel i bliver den tør.
Hæld dejen over i en smurt bradepande/form eller på bagepapir på en bageplade og få den så godt ud i hjørnerne som du kan.
Lad den hæve i 30-45 minutter.
Når dejen har hævet 20-30 minutter smeltes smør og muscovadosukker i en gryde.
Prik huller i dejen med dine fingre og hæld fyldet ud over. Lad den stå i 10 minuter og bag ved 200 grader i 30 minutter.

Note: Husk at dejen hæver til dobbelt størrelse og at den efterfølgende hæver i ovnen, så din form skal være høj og stor nok. Mine måtte absolut ikke være mindre og jeg vil vælge at bruge dem et nummer størrere næste gang.

2013-03-24 14.49.47

Dejen efter hævning.

2013-03-24 14.51.09

Dejen bliver prikket med fingrene.

2013-03-24 14.51.15

Fyldet hældes ud over.

2013-03-24 15.38.22

Snasket brunsviger med masser af huller.

 

Søndagseksperimenter..

Posted: 24. marts 2013 in Mad
Tags: , ,

Der står brunsviger i ovnen og der er bagt æblelommer..

image

Der kommer anmeldelse og opskrifter på bloggen i denne uge, for nu vil jeg bare slappe af og nyde min søndag..

Valentinsstemning..

Posted: 13. februar 2013 in Mad
Tags: ,

image

De bedste bananmuffins med kogt chokoladeglasur og lidt valentinsstemning.. Det er vel okay selvom man ikke fejrer Valentinsdag?

Jul og småkager..

Posted: 9. december 2012 in Mad
Tags: , ,

Julen herhjemme kræver mine julesmåkager. Ellers er det simpelthen ikke jul.

image

Jeg elsker vanilie og mandler til jul og småkagerne minder om vaniliekranse. Men bedre og nemmere 🙂

Julesmåkager (ca. 120 stk.)
– 80 gram mandler
– 500 gram mel
– 250 gram sukker
– 375 gram smør
– 1-2 vaniliestænger (jeg bruger 2)
– 2 æggeblommer (kan erstattes af 1 æg)

Tag smørret ud ca 30 minutter før eller lun det i microovnen. Det skal ikke smeltes, blot være blødt.
Hæld smørret op i en skål sammen med sukker. Rør det godt sammen og tilsæt korn fra 1-2 vaniliestænger.
Rør det igennem og tilsæt æg. Hak mandlerne fint og tilsæt mandler og mel til resten.
Ælt delen igennem og del det i 4-6 portioner. Rul hver portion til en pølse på ca. 5 cm i diameter og pak den ind i film.
Læg portionerne i køleskabet i et par timer eller natten over, så de bliver hårde.
Når du er klar til at bage dem, skæres hver pølse i ca. 0,5 cm stykker og bages ved 200 grader i 10-12 minutter.
Lad dem køle af og nyd.

Note: Dejen kan også fryses og bages når du har tid eller lysten til en skøn småkage melder sig.

Æblekage…

Posted: 5. oktober 2012 in Mad
Tags: , ,

Jeg var så heldig at få en stor portion æbler og derfor skulle der bages æblekage. Kæresten har været på kursus i to uger og jeg synes at han skulle have en kage med til hans kolleger.
Han sagde selv at den var fantastisk og roste den til skyerne.
Jeg fandt en opskrift inde på Foodfanatics side, som jeg ville lave. Jeg havde dog ikke så meget mandelmel, så jeg ændrede lidt i målene. Her er opskriften som jeg lavede den.

Æblekage (1 springform)
– 340 gram smør (jeg brugte ½ olie ½ smør)
– 340 gram sukker
– 4 æg
– 235 gram mel
– 70 gram mandelmel (jeg hakker bare mandler i en minihakker, da jeg godt kan lide lidt tekstur)
– 1 tsk bagepulver
– 6 æbler
– 6 spsk sukker
– 2 tsk kanel

Start med at tænde ovnen på 180 grader.  Skræl æblerne og skær dem i tern. Mine blev ca 1 x 1 cm. Tag en skål og bland de 6 spsk sukker og 2 spsk kanel. Tag halvdelen og hæld i en frysepose og put æbleternene i posen. Luk posen og ryst den lidt. Lad posen være imens du ordner dejen.
Hæld mel, mandelmel og bagepulver i en skål. Pisk sukker og smør sammen i en røreskål. Det skal piskes godt igennem og være helt hvidt. Jeg piskede i ca. 5-10 minutter.
Tilsæt æggene én af gangen og pisk godt imellem hvert æg. Når alle æggene er tilsat, hældes melblandingen i. Pisk kort, bare så melblandingen er rørt i. Tag en dejskraber og tilsæt æblerne. Der kommer lidt væske fra kanelsukkeret, men lad det endelig komme med. Rør æblerne i og fordel blandingen i en smurt springform.
Hæld resten af kanelsukkeret ovenpå toppen og bag kagen ved ca 180 grader i 1 time – 1½. Min kage tog ca. 1½ time, men tjek med en gaffel efter ca. 1 time.

Server som den er eller med fx creme fraiche.

Sidste og denne uge…

Posted: 1. oktober 2012 in Mad
Tags: , , ,

I fredags kom kæresten hjem og derfor skulle vi have noget godt. Jeg spiser ret mange grøntsager for tiden, så det var vigtigt, men udover det stod det frit for kæresten, at vælge hvad han ville have.

Vi fik en svinefilet, med ovnkartofler og grøntsager. Jeg havde planer om at lave min favorit, de cremede grøntsager, men kæresten ville gerne have noget der var mere “sovse”-agtigt, så der røg en dl ekstra mælk i, og 2 ekstra spsk flødeost. Mums! Jeg valgt forresten at bruge Buko Pikant Light og selv om den har en lav fedtprocent, så skiller det ikke.. Masser af smag i den skønne sovs og et lavt fedtindhold.. Win win..

Og er de ikke smukke?
Lørdag aften besøgte jeg mine forældre, der havde taget en håndfuld kantareller med hjem til mig. Jeg ELSKER kantareller og lige nu står de smukt og gratis i de danske skove.

Kantareller og andre svampe skal børstes, ikke skylles. Det tager tid, men det er det værd.
Jeg skyller dog champignoner, da jeg ikke synes at de suger vand på samme måde. Men hver sin smag.

Jeg ristede kantarellerne med lidt løg og champignon. Det fik et skud salt og peber, og en dl fløde.

Der blev tilsat et fed presset hvidløg og det hele blev kogt ind…
Og så er det rigtig skønt på et stykke ristet brød, men for at være helt ærligt, så spiste vi bare portionen de i køkkenet, med en ske.. Det lyder dumt, men det var ren luksus!

Resten af søndagen blev der bagt en æblekage til kærestens arbejde og så var der lidt ekstra dej til overs, så blev til skønne muffins. Vi tog et par stykker med ud til nogle venner og havde en skøn søndag..

I denne uge står den på skrivning – surprise!! Og så skal vi selvfølgelig have en noget dejlig mad. Ugens madplan ser således ud:

Mandag: Karbonader med stuvede grønærter og gulerødder
Tirsdag: Tomatsuppe med suppehorn
Onsdag: Frikadeller med stuvet hvidkål
Torsdag: Svinekam med rødkål, brun sovs og kartofler
Fredag: Rester
Lørdag: Rødvinsbraiseret oksesteg med hasselback-kartofler og salat (vi får besøg af et vennepar)
Søndag: Tex mex med hjemmelavede pandebrød og salsa

Jeg glæder mig til al mad i denne uge og det er helt klart inspireret af ugens vejr.. Efterår, here we come..