Posts Tagged ‘brød’

Kærnemælksboller

Posted: 31. maj 2013 in Mad
Tags: , , , ,

Til jer der ikke ved det, så er jeg på Instagram. Jeg bruger det hver eneste dag og du kan finde mig under Studielivet.
I den forbindelse så fik jeg et spørgsmål fra Marie, om opskriften på mine kærnemælksboller.
Opskriften kom sig af, at jeg havde lavet koldskål og stod tilbage med ca. 4 dl kærnemælk. Da jeg ikke smider mad ud, så kom kærnemælken i en omgang boller.
Bollerne er enormt nemme at bage og kræver ikke så megen energi, hvilket passer mig fint i øjeblikket.

2013-05-29 19.17.20

Kærnemælksboller (8 store)
– 25 gram gær
– 4 dl kærnemælk
– 1 dl lunken vand
– ½ dl olie
– 3 dl fuldkornshvedemel
– Hvedemel med højt proteinindhold
– 1 tsk salt
– 1 spsk sukker
– 1 spsk honning
Rør gæren ud i det lunkne vand og tilsæt olie, salt, sukker og honning. Rør det godt igennem og tilsæt kærnemælken.
Tilsæt fuldkornshvedemelet og rør det godt sammen. Tilsæt derefter hvedemel, til dejen har konsistens som fast havregrød. Rør godt i dejen (gerne 5-10 minutter) og sæt den derefter i køleskabet natten over.
Tag dejen ud 3 timer før du skal bruge den og lad den få stuetemperatur.
Hæld dejen ud på et meldækket bord og ælt den igennem. Det er nødvendigt at tilsætte mel, men forsøg at holde igen.
Form dejen til otte boller og sæt dem på en bageplade. Sæt pladen i ovnen ved ca. 40 grader og lad dem varmhæve i ca. 30-45 minutter.
Sæt derefter ovnen på varmluft og 250 grader. Hold øje med bollerne og tag dem ud når de er gyldne. Mine fik 15-20 minutter, men hold øje da din ovn muligvis er hurtigere.

Denne uge blev min kæreste færdiguddannet og det har selvfølgelig fyldt en hel del.
Han havde skrevet en opgave, som han skulle op og forsvarer og i 30 minutter, sad jeg udenfor og bed negle. Men det var der absolut ingen grund til, for knægten fik 10 og var lykkelig.
Jeg er simpelthen så stolt af ham og er samtidig enormt lettet, fordi vi nu begge er færdiguddannede.
Onsdag smuttede jeg til Herning med min skønne veninde J. Det er hende der er mor, til de der skønne tvillinger jeg tidligere har skrevet om. De tre er en enorm stor del af mit liv og de har på alle måder gjort mit liv bedre. Før drengene blev født, har jeg ikke oplevet den form for beskyttertrang og jeg må indrømme, at jeg virkelig glæder mig til at få børn, og det er helt klart på grund af dem. J. er en fantastisk mor og en skøn veninde, som jeg ikke ville undvære for noget.
Vi tog som sagt en venindetur til Herning. Bare os to, ingen drenge og ingen kærester. Skønt!
Vi tog på lagersalg, købte børnetøj og tog til chokolade-lagersalg i Kolding.

2013-05-08 13.49.01

Her ses dagens udbytte. Forskellige former for chokolade, snacks, chips, marzipanbrød og nødder. Jamen altså. I øjeblikket sidder jeg faktisk og nyder lidt chips, som er med “Sea Salt and Vinegar”. De er super gode!
Efter den lange dag, skulle der nem mad på bordet og det endte med, at blive Laks med perlespelt, grønt og pikantsauce. MUMS!

Ellers er resten af ugen blevet brugt på bagning og god mad.

2013-05-09 20.05.52
Vi har bl.a. fået lækre, marinerede koteletter og mit favorittilbehør for tiden: Hjemmelavet dip og kartofler/gulerødder i ovnen.

2013-05-09 18.56.56
Så har jeg bagt chokolademuffins og chokoladekage, som kæresten kunne få med på arbejde.

2013-05-10 11.30.49
Jeg har lavet lazy-koldskål. Det er den nemmeste opskrift på koldskål jeg kender og det tager 5 minutter. 400 gram fromage frais og 600 gram kærnemælk, sødning og vanilie. Done! Pisk det sammen og nyd.
Jeg fik det med lidt müsli ovenpå.

2013-05-10 19.51.47
Så har vi fået kyllingeburger.
Kæresten fik brød, men jeg brugte kyllingen som burgerbolle, hvilket jeg selv synes var genialt.

2013-05-11 12.46.48
Lørdag formiddag tog kæresten og jeg i træningscenteret. Da vi kom hjem stod den på brunch. Jeg havde i den anledning sat en dej i køleskabet aftenen før, og tog den ud da vi tog afsted.
Det er meget på gefühl, men du får lige en opskrift alligevel, for de blev virkelig lækre.

Brunchboller (ca. 10 boller)
– 25 gram gær
– 4 dl kærnemælk
– 3 dl vand
– 2 spsk sukker
– 1 spsk salt
– 1 spsk honning
– 300-400 gram rugmel
– 300-400 gram durummel
– 100 gram hvedemel

Rør gæren ud i vand og tilsæt kærnemælk, sukker, salt og honning. Rør det sammen med en ske og tilsæt rugmel. Rør det godt sammen og tilsæt durummel. Det skal ikke være en fast dej, da den ikke skal æltes. Rør det godt sammen og sæt det i køleskabet, fx natten over (min stod fra kl 10 – kl 10, altså et døgn).
Tag dejen ud og når den er tempereret, ælt den i hvedemelet. Form 10 boller og læg dem på en bageplade.
Sæt dem i en kold ovn og tænd på 40 grader. Lad dem varmhæve i ca. 30-40 minutter og sæt derefter fuld knald på ovnen (250 grader og varmluft).
Bag dem færdig i ca. 15-25 minutter, afhængig af hvor hurtig din ovn er.
Nyd nybagte, til fx brunch eller som madpakkeboller.
Dejen kan også bruges til muffinbrød eller rugbrødsmuffins eller hvad man vil kalde dem. Jeg tog en smule af dejen, direkte fra skålen, med en ske og hældte det i nogle silikone forme. De blev bagt ligesom resten på en rist under bollerne. Efter 10 minutter ved høj varme, byttede jeg rundt på dem og tog dem ud da de var gyldne på toppen.

2013-05-11 12.49.55
De var perfekte til min brunch, som bestod af tomat med basilikum, spejlæg, koldskål og et muffinbrød.

2013-05-11 13.25.17
Er de ikke fine?

2013-05-11 13.31.26
Bollerne fik en perfekt krumme og en lækker sej overflade. De var sprøde og enormt nemme at lave. Jeg kan virkelig anbefale denne metode, da den giver et FANTASTISK brød.

De bedste boller…

Posted: 18. oktober 2012 in Mad
Tags: , ,

De bedste boller bliver bagt, når jeg giver mig tid til det.

image

Det var der idag.. Jeg har bagt skønne boller, der både skal bruges til kyllingeburgere og lækre eftermiddagsboller.

Skønne boller (ca. 20 stk)
– 25 gram gær
– 6 dl vand
– 1 spsk olie
– 1 spsk sukker
– 1 tsk salt
– 500-800 gram mel (jeg brugte klid, groft rugmel, durum og hvedemel med et højt proteinindhold)

Rør gæren ud i vandet og tilsæt olie, salt og sukker. Tilsæt mel og rør det igennem med en ske, indtil du ikke længere kan røre. Ælt det derefter igennem og lad det hæve minimum 2-3 timer. Form boller og lad dem efterhæve i 30 minutter. Sæt derefter bollerne i en kold ovn og sæt den på 50 grader. Lad dem varmhæve i 30 minutter og skru op på 200 grader. Bag bollerne indtil de er gyldne og lyder hule når du banker på toppen. De smager skønt og selvom jeg før har varmhævet, synes jeg kombinationen af alm. efterhævning og varmhævning er den bedste.

I sidste uge faldt jeg over nogle skønne kerner og frø på tilbud i Netto.. Jeg var ikke sen til at planlægge ugens mad omkring hvad de havde af gode ting i Netto (bl.a. spidskål til 5,-) og afsted vi tog.

Jeg kan godt lide at handle i Netto, Rema, Lidl og alle de steder der, man skal bare tage højde for, at de ikke nødvendigvis har det du skal bruge.
Men men, jeg var heldig og de havde kerner og frø. Jeg købte en pose med kerner (solskikke, samt knækkede hvede -og rugkerner) og en pose hørfrø. Jeg havde en idé om at hørfrøene skulle bruges på morgenens yoghurt eller i boller, men så stod den lige pludselig på nem mad idag, og så hed det rugbrød.


Rugbrød er ikke at kimse af som aftensmad, hvis det bare er godt. Hjemmelavet rugbrød, med hjemmelavede frikadeller og hjemmelavet leverpostej. Det er da kærlighed!
Grunden til den nemme aftensmad var egentlig at vi begge skulle træne, men da jeg springer over idag, kan jeg istedet skrive dette indlæg. Vi skal dog stadig have rugbrød, når det nu er lækkert og hjemmebagt 🙂

Jeg bagte ét stort rugbrød i min form, som jeg mener er en 2-liters form. Der var dog for meget dej, så jeg lavede også et par rugbrødsmuffins. Gode i madpakken med en frikadelle!

Du kan jo alternativ halvere opskriften eller lave den i to forme a fx 1,5 liter.

Rugbrød med kerner og hørfrø
– 200 gram kerner (fx solsikke, knækkede rug -og hvedekerner)
– 100 gram hørfrø
– 6 dl kogende vand
– 4 dl lunken vand
– 25 gram gær
– 2 spsk olie
– 100 gram klid (mel)
– 200 gram groft rugmel
– 500 gram hvedemel (alternativt 300 gram hvedemel og 400 gram rugmel, for et grovere brød)
– 1 spsk salt
– 2 spsk sukker
– 2 spsk honning

Hæld kerner og hørfrø i en stor skål og overhæld dem med det kogende vand. Lad dette stå i en time. Rør efterfølgende gær ud i det lunkne vand og tilsæt salt, sukker, honning, olie, klid og rugmel. Rør dette godt sammen.
Dæk skålen med et vådt klæde og sæt det i køleskabet natten over.
Dagen efter tages skålen ud af køleskabet og hæver et par timer. Hæld dejen ud på bordet og ælt hvedemelet godt i. Form brødet og put det i en brødform.
Glat overfladen med vand og lad det efterhæve i ca. 30-45 minutter.
Forvarm ovnen til 200 grader og bag brødet i 15 minutter. Sku derefter ned på 175 grader og bag brødet 1 time.
Lad brødet køle helt af, før det tages ud af formen.
– Rugbrødsmuffins bages 25 minutter ved 200 grader

Kerner vejes af.

Kogende vand tilsættes.

Klid, salt, sukker, honning, vand + gær, rugmel og olie tilsættes og røres godt.

Lækkert rugbrød og små, skønne rugbrødsmuffins. Kom igang, det er skønt!

 

Rugbrød uden surdej

Posted: 15. maj 2012 in Mad
Tags: ,

Ud over gulerodsboller fik jeg også bagt rugbrød idag.
Jeg spiser generelt ikke så meget rugbrød, men når det endelig skal være, skal det helst være et rigtig godt fra bageren, eller endnu bedre; hjemmebagt.

Jeg har endnu ikke kastet mig ud i surdej, så derfor er denne opskrift uden. Det gør den super nem og er uden tvivl det nemmeste rugbrød jeg nogensinde har bagt. Selv nemmere end den amoblanding jeg engang prøvede.

Rugbrød uden surdej (1 stk i en 3-liters form)

– 5 dl lunken vand
– 25 gram gær
– 2 dl solsikkekerner
– 2 dl A38 eller tykmælk
– 1 spsk sukker
– 1 spsk honning
– 1 spsk salt
– 400 gram rugmel
– 200 gram hvedemel

Smulder gæren ud i det lunkne vand og rør det godt.
Tilsæt solsikkekerner, salt, sukker og honning. Rør det godt rundt, så honningen er opløst.
Tilsæt A38/tykmælk og rør det godt rundt.
Til sidst tilsættes rugmel og hvedemel. Start med rugmelet og tilsæt derefter hvedemelet lidt efter lidt.
Ælt det godt igennem og lad det hæve i 30-40 minutter.


Hæld det i en form og lad det efterhæve i 30 minutter. Jeg putter bagepapir i min form, da jeg synes det er nemmest.
Når rugbrødet har efterhævet, glattes overfladen ud med lidt vand.
Forvarm ovnen til 220 grader og sæt rugbrødet ind. Skru ned på ca. 185 grader og bag i 1 time og 20 minutter.

Lad det køle helt af inden du skærer i det.
Nyd det med godt pålæg, fx en hjemmelavet leverpostej.

 

Gulerodsboller

Posted: 15. maj 2012 in Mad
Tags: ,

Jeg har tidligere bagt gulerodsboller og opskriften kan du finde lige her
Jeg synes dog disse blev bedre.
Min veninde med verdens dejligste tvillinger, bager nogle sindsygt lækre gulerodsbrud udfra Claus Meyers opskrift. Og efter at have smagt dem, så kunne jeg ikke få dem ud af hovedet. Jeg har aldrig set opskriften af Claus Meyer, men det behøver jeg heller ikke, for jeg er overbevist om at jeg holder mig til denne opskrift 🙂

Gulerodsboller (16-18 stk)

4 dl lunken vand
– 0,5 dl olie
– 25 gram gær
– 3 groftrevne gulerødder
– 2 dl solsikkekerner
– 2 spsk sukker
– 1 spsk salt
– ca. 500-600 gram mel

Smulder gæren i en skål og tilsæt det lunkne vand. Rør dette sammen, til gæren er oplæst i vandet.
Tilsæt olie, sukker og salt og rør dette sammen.
Tilsæt derefter gulerødder og solsikkekerne og rør igen dette sammen. Dette er vigtigt, så gulerødderne ikke ligger som klumper.
Til sidst tilsættes mel. Jeg brugte 2/3 hvedemel og resten grahamsmel og fuldkornshvedemel. Du kan også bruge ren hvedemel, men jeg ville gerne have dem lidt grovere.
Rør melet i til dejen hænger sammen og hæld den uden på bordet. Tilsæt derefter mel imens du ælter dejen. Ælt og tilsæt mel indtil dejen er sammenhængene uden at være tør.

Lad dejen hæve i minimum 40 minutter, men gerne meget længere. Du kan uden problemer lade den stå i et par timer.

Når dejen er færdighævet, æltes den igennem og deles til boller.
Lad dem efterhæve i en halv time, inden de bages i 25 minutter ved ca. 200 grader.

Nyd dem lune med smør, pålæg eller som jeg; friskost.
Det smager skønt lune, men kan også sagtens fryses.

 

Ja lige meget hvad du kalder dem og hvordan du bager dem, boller eller brød.. Ja, så blev det faktisk ret godt.
Og som lovet kommer der derfor en opskrift.
Det skal siges at portionen er ret stor, da jeg altid bager store portioner, til fx kærestens madpakke. Men prøv det og halver evt opskriften.

image

Grovbrød med rugmel (2 brød)
– 25 gram gær
– 8 dl lunken vand
– 1 dl grahamsmel
– 4 dl durummel
– 5 dl groft rugmel
– 3-5 dl hvedemel
– 2 tsk salt
– 1 spsk sukker
– evt 1 tsk honning

Smulder gæren ud i en stor skål og tilsæt vandet.
Rør gæren ud og tilsæt salt, sukker og evt. honning.
Tilsæt grahamsmel og durummel. Rør det godt ud. Tilsæt derefter rugmel og rør det ligeledes godt.
Tilsæt derefter hvedemel lidt efter lidt og ælt dejen godt.
Sæt dejen til hævning i minimum 3 timer. Form det som boller eller franskbrød.
Lad det efterhæve i 30 minutter.
Bag i en forvarmet ovn ved 220 grader.
Boller skal have ca. 20 minutter og et franskbrød skal have ca. 55 minutter.

image

Note 1: Hvis du ikke har tid til at lade dejen hæve længe, så sæt gærmængden op til 50 gram.

Note 2: Jeg synes brødet blev godt, men da det var primært til min kæreste må i få hans ord: “Det smager godt. Robust, men samtidig luftigt.”